TC - FIOV
KAMPREFERAT
22.04.08
Team Coma - FIOV 4 - 1
Målscorer: Jensen 2, Morten 1, Ken 1
Gult kort: Jørn for at melde afbud
Tilskuere: Tælleraparatet gik i stykker 3 minutter før kick-off
Endnu en sejr til "La couleur bordeaux"
Man er jo næsten lammet i sine arme oven på den oplevelse på Coma Park onsdag aften. Smilet sidder stadig forankret i mit smagfulde ansigt her dagen efter,- den planlagte flexfridag får nu en bedre og mere positiv opstart. Kulissen var klar, kølige pils leveret af Ole, en knastør brun græsplæne, en sandkasse foran begge mål og afbud fra Jørn. Det store spørgsmål var om Team Coma havde fået armene ned efter forrige uges storsejr på 5-1 over HI, eller om de tog denne opgave seriøst og satsede på endnu en sejr.
Kampens dommer var endnu en gang "Judge Michael". Dette pragteksemplar af et bevægeligt menneske iklædt en gul bluse med certifikat til at fordele gule og røde kort ligeligt,- havde atter fået tjansen med at dømme en kamp på Coma Park.....og det er jo ikke det værste som kan ske. Min holdning som autoriseret fodboldmongol er at dommeren skal være usynlig og "uhørlig" og den vision og målsætning lever Judge Michael" fuldt ud op til.
FIOV har vi ikke vundet over siden Odin og Thor gik i snor. Lutter nederlag siden vi startede som ØLboys missionærer i FKBU. Spinkle nederlag, men mange gode kampe med fængslende oplevelser. FIOV er et godt hold men de mangler bare "lige det der foran målet". Mark Strudahl har i fjernsynet brugt ordet "Momentum" og dette ord kan man såmænd også bruge om FIOV. De havde deres "Momentum" flere gange i kampen,- dog uden at kunne få ret meget mere ud af det end en tur tilbage til deres eget forsvar. Måske skal vi prise os heldige i de situationer, for havde de scoret så havde kampen måske fået et andet udfald. De spillede ihvertfald ganske fornuftigt.
Holdet er startet op helt forrygende i år og sjovt nok er der 3 Comaer som har sat sig tungt på konkurrencen om topscorerværdigheden. I spidsen har vi Henrik Jensen som har lagt sig i spidsen med 4 scoringer, Ken har skovlet 3 ind og Morten har trillet 2 i rusen. Det var da også de selvsamme stratenrøvere som scorede i kampen imod FIOV. 2 til Henrik Jensen, 1 til Ken og 1 til Morten. Fine og flotte scoringer alle 4 mål.
Vi har nu mødt 2 hold som godt kunne spille fodbold og vi har vundet begge kampe stort og hvis man skulle lade sig rive med af begejstringen så ville man måske bruge superlativer som at mesterskabet er vundet, vi er suveræne og de andre hold er taberhold som konstant ligger i træningslejr på Kofoeds skole. Men intet er mere forkert, vi skal nok glæde os over at vi i de første par kampe har spillet rigtigt godt, men vi ved også at der er hold som vil være mere heldige og spillemæssigt matcher os på andre niveauer end de første 2 kampe.
Lad os istedet fremhæve spillet i kampen imod FIOV. Der er sket en markant ændring i forhold til forrige sæson. Den mest markante ændring er jeres fysiske udfoldelse på banen. Vi skal vel helt tilbage i mellemkrigsårene før vi har et sammenligningsgrundlag. Der bliver brugt rigtigt meget energi på banen, ikke bare bliver der brugt meget energi, men den bliver også brugt rigtigt uden så meget spild. Spillet flyder faktisk ganske lifligt som jeg også skrev i sidste uge. I sidste sæson var mange af kampene præget af hængende bremser og et kraftigt overforbrug af respiratorer. Det har vi ikke set i de første 2 kampe i år og det er flot,- læs det som en anerkendelse fra en boldmongol/tilskuer. Spillet har kørt godt og der arbejdes godt i begge retninger fra alle mand. Hvorfor det gør?....har jeg en formodning om, men det vil jeg holde for mig selv,- men I kunne jo evt. selv gætte årsagen.
Det var en ddddæææjjjlliiiggggg aften på Coma Park. Endnu en sejr røg på tavlen og for første gang konstateres det at der ikke var bajere nok.
Vi ses på Coma Park den 6.maj hvor vi spiller imod FIN kl.18.30.


